Historien bag Restaurant Elverhøi
Restaurantens navn afspejler ejerens forkærlighed for H.C. Andersen, og valget af navn var derfor let, da Elverhøi er et af hans yndlingseventyr.
Restaurant Elverhøi åbnede dørene for gæster første gang den 28. maj 2004. Før denne dag havde restauranten gennemgået en gennemgribende renovation, så lokalerne i dag fremstår som venlige og hyggelige.
Elverhøi havde fået en aftale i stand med kunstneren Alex Franci, om at han skulle dekorere væggene med forskellige H.C. Andersens eventyr. Problemerne opstod imidlertid, da Køge fra første dag tog så godt imod Elverhøi, at der var fulde huse hver aften. Det betød at Alex måtte male i de sene nattetimer, efter at gæsterne havde forladt restauranten. De færdige billeder afspejler dog ikke en træt kunstner, men er blevet til fantastiske billeder, der siden er blevet nydt og beundret af alle, der lægger vejen forbi Elverhøi.
I foråret 2005 holdt vi lukket i tre dage for igen at renovere. Denne gang fik vi adskilt selve pizzeriaet fra restauranten, da det gav problemer med folk, der stod og ventede på mad ud af huset. Denne forandring er ligeledes blevet en succes, da de spisende gæster i restauranten ikke længere bliver generet af den strøm af mennesker, der aftenen igennem lægger deres vej forbi Elverhøi.
Siden hen er der løbende blevet fornyet og forbedret. Foråret 2009 blev der lagt nye fliser på hele udendørsterrassen, så der nu er plads til endnu flere gæster, som ønsker at nyde Elverhøis lækre mad udendørs i løbet af sommermånederne.
Den nyeste ændring kom i foråret 2011, hvor hele take-outafdelingen blev flyttet ind i det tilbyggede hus, hvilket gjorde at restauranten kunne udvide med 10 ekstra siddepladser, samtidig med at take-outafdelingen blev dobbelt så stor. Det gav mere plads til de kunder, som kommer og henter mad; og samtidig har adskillelsen af de to afdelinger også betydet mere plads til personalet.
|